
Pia Kleis og Torben Knudsen
Klimafesten: Solen varmer selvom det er skyet
Ægtepar fra Skanderborg har fået 84 solpaneler i deres have
Når du kører på Randersvej mellem Skanderborg og Ry, kan du ikke undgå at lægge mærke til nummer 124.
Ved siden af huset tårner tre høje solpanelanlæg op og tager med det samme fokus.
"Vi får mange spørgsmål fra folk, der kommer forbi huset. Størrelsesmæssigt svarer panelerne til en stor villa," fortæller anlæggets ejer Torben Knudsen stolt.
84 solpaneler
Anlægget blev tilsluttet for tre dage siden. Det består af 84 solpaneler, der alle sørger for el til hele huset.
Tyndfilm, hedder de og betyder, at de, selvom der er skyet, stadig kan fange solens stråler.
"Foruden at give os strøm, giver det os også varme, fordi vi varmer huset op med varmepumpe, der kører på el," forklarer Torben Knudsen.
Anskaffelsen af det store anlæg er en del af den omfattende husrenovering som Torben Knudsen sammen med sin kone, Pia Kleis, har været i gang med siden de købte huset i 2007.
"Jeg har altid interesseret mig for klimaet og det var oplagt, at vi skulle gøre huset energivenligt, da vi gik i gang med at renovere," siger han.
Sparer penge
Parret har lånt 200.000 kroner til solpanelerne, som de regner med vil være betalt om 10 år.
"Det er selvfølgelig en lidt dyr investering, men på lang sigt sparer vi en masse penge. Anlægget sparer os for omkring 2000 kroner om måneden i de første 10 år," fortæller Pia Kleis.Foruden solpanelerne, har ægteparret isoleret husets gulve, givet loftet ekstra isolering, erstattet alle husets vinduer med super lavenergi vinduer og endelig er husets blevet pudset, så det holder bedre på varmen.
Publiceret: 25. December 2011 06:00