150 nye solcelleanlæg – om dagen

Foto: Wikipedia, Chinneeb
Sommeren er på vej, og nu er der for alvor boom i salget af danske solcelleanlæg. Op mod 150 anlæg godkendes dagligt viser nye tal fra energinet.dk.
Danskerne har fået solcellefeber. 1.000 solcelleanlæg godkendes månedligt med målere, der kan løbe baglæns. Det er de mange gunstige ordninger, der får folk med på vognen, og senest har muligheden for en skattemæssig gevinst på selvangivelsen trukket endnu flere private anlæg med. Faktisk er der så stor tilgang, at Energinet.dk har måtte hyre ekstra hænder til det store godkendelsesarbejde:
- Vi har ansat en masse vikarer til at klare presset, indtil vi får vores edb-system til at køre, siger Nicolaj Nørgaard Petersen, kundechef hos Energinet.dk, til Politiken.
Alene siden årsskiftet er antallet af godkendte danske solcelleanlæg fordoblet. Den 10. maj var der således i alt 7.456 godkendte anlæg med bagløbende målere, der muliggør salg af overskydende strøm fra boligens solcelleanlæg til det offentlige el-net.
Energinet.dk har aktuelt ca. tre ugers ventetid på godkendelse af solcelleanlæg, men arbejder hårdt på at få ventetiden nedbragt til maks. to uger.
Læs mere her
Kilde: Politiken